Der skal to til et skænderi. Det ved de fleste godt i teorien. Men i praksis, når skænderiet er i gang, er det meget nemt at glemme. Pludselig handler det ikke længere om det, der startede konflikten, det handler om, hvem der har ret.

Og her er der ingen, der vinder.

De fleste skænderier i parforhold handler i bund og grund om det samme: hvis opfattelse er den korrekte, og hvis måde at gøre tingene på er den rigtige. Resultatet kan kun blive, at den ene er rigtig og den anden er forkert.

Kender du nogen, der glædes over at være forkert? De fleste vil kæmpe bravt for at undgå det. Og jo hårdere man kæmper for at have ret, jo mere kæmper den anden for det samme.

At være forkert føles ikke bare ubehageligt, det føles som en trussel mod ens selvbillede, mod ens værd og mod ens position i forholdet.

Både krop og sind går i overlevelsesmodus, og i overlevelsesmodus bliver man blind. Blind for, hvad partneren faktisk siger, og for sine egne bidrag til konflikten. Blind for, at det man kæmper for, nemlig retten til at have ret, ødelægger præcis det, man gerne vil bevare.

Skænderiet eskalerer ikke, fordi nogen er ondskabsfulde. Det eskalerer, fordi begge parter er mennesker, der ikke vil føle sig forkerte. Og jo mere truet man føler sig, jo mere insisterer man.

Et af de mest klassiske og mest frugtesløse skænderier i et parforhold handler ikke om emnet, men om oprindelsen. Hvem startede? Hvem sagde noget først? Hvem er skyld i, at vi nu sidder her igen?

Hvis den anden startede, slipper man selv, så er man offer og ikke medvirkende. Men det er en illusion, for selv hvis partneren sagde det første ord, valgte du din reaktion. Og den reaktion bidrog til det, der fulgte.

Skænderier har sjældent et enkelt startpunkt, de er resultatet af noget, der har bygget sig op. En tone, der har ligget i luften. En frustration, der ikke er blevet sagt. En distance, som ingen af jer har sat ord på. Når det endelig eksploderer, er det nemt at pege på det sidste ord, der blev sagt men det ord var ikke starten. Det var blot det, der fik bægeret til at flyde over.

At bruge energi på at fastslå, hvem der startede, er at bruge energi på det forkerte spørgsmål. Det rigtige spørgsmål er ikke, hvem der startede. Det er, hvad der egentlig foregår mellem jer.

Det er fristende at fokusere på, hvad den anden gør forkert. Hvad de siger. Hvordan de siger det. Og det kan sagtens være, at partneren siger og gør ting, der er uhensigtsmæssige. Men det ændrer ikke på, at du selv er ansvarlig for, hvad du bringer ind i skænderiet, og hvordan du reagerer.

Din tone. Din timing. Din vilje til at høre, hvad den anden faktisk siger, frem for hvad du forventer, de siger. Det er dit ansvar. Ikke partnerens.

At bebrejde den anden for, at konflikten opstod, virker stik modsat. Det gælder også, når man forsøger at ændre partnerens opfattelse. Man kan ikke overbevise sin partner til forståelse. Man kan kun invitere til det.

Den eneste vej ud af mønsteret rigtig mod forkert er at acceptere, at I oplever tingene forskelligt. Ikke at en af jer tager fejl. Men at to mennesker kan stå i den samme situation og have to helt forskellige oplevelser af den, og at begge oplevelser er lige gyldige.

Det kræver, at man er villig til at lægge sin egen opfattelse til side for et øjeblik og faktisk være nysgerrig på partnerens. Ikke for at give dem ret. Men for at forstå, hvad der foregår i dem.

Det er svært, og det kræver øvelse. Og det kræver, at man kender sig selv godt nok til at vide, hvornår man er ved at gå ind i kampen om at have ret frem for at forsøge at forstå.

I parterapi arbejder vi med de mønstre, der opstår, når I skændes. Hvad der trigger jer. Hvad der eskalerer. Og hvad der skal til, for at I kan komme ud af kampen om at have ret og indgå i en samtale, der faktisk bringer jer tættere på hinanden.

Selv hvis partneren starter, er du ansvarlig for, hvad du bringer ind i det. Din reaktion, din tone og din vilje til at trappe ned eller op er dit ansvar. Der skal to til et skænderi.

Fordi mønsteret ikke er brudt. Skænderiet handler sjældent om det, det ser ud til at handle om. Det handler om behovet for at blive hørt og forstået. Så længe det behov ikke mødes, gentager konflikten sig.

Når de samme konflikter gentager sig igen og igen, uden at I kommer nærmere en løsning. Når skænderier efterlader jer mere fremmede for hinanden end før. Når ingen af jer længere husker, hvad I egentlig ville sige til hinanden.