Kvalitetsarbejde i supervision kan ikke stå alene, vi kan ikke kun forlade os på den uddannelse og læring vi fik, da vi blev uddannede. Organisationer, metoder og teorier ændrer sig konstant og det samme gør forventningerne til vores kompetencer.
Vi skal lære konstant, ikke blot opnå viden og færdigheder, men vi skal også udvikle vores personlige kapacitet, netop fordi at vores tilstedeværelse er den mest vigtige ressource som vi anvender i vores arbejde. Vi har også brug for at blive støttet i vores arbejde for at leve op til kravene om at være fagpersonlige til stede i relation til vores kollegaer og målgruppe. Vi har brug for vores kollegaers åbne ærlighed og deltagelse for ikke at forsvinde i illusioner, vildfarelse og aftalt spil og vi har brug for at udvikle vores etiske kapacitet for at kunne møde komplekse og konkurrerende krav. Kvalitetsarbejde kan ikke opretholdes af den individuelle alene.
Når vi vælger at arbejde med mennesker og vores opgave er at være opmærksomme på andres behov, så træder vi ind i en relation. Til tider føles det som om det ikke er umagen værd, måske fordi vi kæmper mod alle odds eller fordi klienterne virker utaknemlige eller fordi vi føler os drænet og har tilsyneladende ikke noget tilbage at give. I tider med travlhed kan det være nemt at holde hovedet under radaren, ”at komme videre” og ikke tage sig tiden til at reflektere over situationen. Organisationer, teams og individuelle kan af forskellige grunde, stiltiende samarbejde under disse forhold, hvilket indebærer at skulle holde til presset udefra og angsten for at udstille ens egne utilstrækkelighed.
I disse tider kan supervision være ekstra vigtig. Det giver os muligheden for at stoppe op og reflektere, og giver en chance for at undgå den nemme vej: ”At bebrejde andre ” – klienter, kollegaer, organisationen, samfundet og endda også én selv og supervisionen give os en mulighed for at deltage i en søgen efter nye muligheder, at opdage den læring der ofte opstår i selv de sværeste situationer og at søge den nødvendige støtte.
Jeg tror på, at hvis værdien og erfaringen fra god supervision starter fra begyndelsen af ens professionelle karriere, så bliver vanen med at modtage god supervision en integreret del af ens arbejdsliv og den fortsatte fagprofessionelle udvikling.
Det er min erfaring at supervision er en meget vigtig del af at passe på sig selv, forblive åben overfor ny læring og en uundværlig del af den professionelles velbefindende, kontinuerlige videreudvikling, egen-opmærksomhed og forpligtelse ift. fagprofessionel udvikling. Jeg mener, at mangel på supervision giver følelsen af at være slidt, fastlåst og uhensigtsmæssige forsvarsreaktioner, følelser som meget nemt kan opstå i professioner der kræver at vi giver så meget af os selv.
Supervision kan ændre denne proces ved at bryde den dårlige cirkel med drænethed og udmattelse som fører til faldende arbejdsindsatser, som så igen producerer skyld og utilstrækkelighed og som så igen fører til endnu mere drænethed og udmattelse.