Mange af dem jeg møder i terapirummet siger at de har lav selvtillid. At de gerne vil blive stærkere. Hvile mere i sig selv. Få mere selvtillid. Det er forståeligt, og ønsket er ægte. Men når vi begynder at undersøge det nærmere, viser det sig ofte at være mere diffust end det lyder.

For hvad betyder lav selvtillid egentlig?

Lav selvtillid i forhold til hvad?

Det er sjældent at et menneske har lav selvtillid i forhold til alt i verden. De fleste har områder hvor de er trygge, kompetente og i stand til at handle. Og andre områder hvor de vakler, trækker sig eller undgår.

Så spørgsmålet er ikke bare “har du lav selvtillid?” Spørgsmålet er “lav selvtillid i forhold til hvad?” Er det i nære relationer? I arbejdssituationer? Når du skal sige hvad du mener? Når du skal vise dig selv? Når du risikerer at fejle?

Når vi begynder at stille det spørgsmål, åbner der sig et meget mere præcist og brugbart billede end det generelle “jeg har ikke nok selvtillid.”

Er det en personlighedskarakter eller en undgåelse?

Her kommer et spørgsmål som kan være ubehageligt at stille, men som jeg synes er vigtigt: kan lav selvtillid nogle gange blive en forklaring man gemmer sig bag? En måde at undgå at undersøge hvad der egentlig foregår?

Hvis jeg fortæller mig selv at jeg har lav selvtillid, slipper jeg måske for at se nærmere på hvad det er jeg egentlig frygter. Hvad det er jeg undgår. Hvilke situationer der er svære og hvorfor. Og når jeg gør lav selvtillid til en fast egenskab ved mig selv, stigmatiserer jeg mig selv. Jeg gør det til noget jeg er, frem for noget jeg oplever i bestemte situationer. Og på den måde mister jeg mine handlemuligheder, fordi det der er fastlagt som en personlighedskarakter, er der ikke meget at gøre ved.

Det er ikke en bebrejdelse. Det er en menneskelig reaktion. Vi undgår det der gør ondt. Men undgåelsen løser ingenting, den vedligeholder det.

At turde se sig selv

Det der viser sig når vi undersøger lav selvtillid nærmere, er ofte noget meget mere konkret og menneskeligt. Frygt for at fejle. Frygt for at blive afvist. Oplevelser fra fortiden hvor man ikke slog til, eller ikke blev mødt. Situationer der stadig sidder i kroppen som en forventning om at det igen vil gå galt.

Selvtillid handler i bund og grund om at turde undersøge hvordan man er i verden. At acceptere at man er fejlbarlig. At noget er svært og smertefuldt. At man ikke kan alt og ikke behøver at kunne det.

Det er ikke en svaghed at have det sådan. Det er at være menneske.

Selvtillid er ikke noget man får, det er noget man finder

Der er ingen genvej til selvtillid. Ingen teknik der løser det. Det opstår ikke ved at tænke mere positivt eller ved at overbevise sig selv om at man er god nok.

Det opstår når man begynder at se sig selv mere klart. Når man tør være i det der er ubehageligt uden at flygte fra det. Når man opdager at man kan rumme mere end man troede, og at det at fejle eller have det svært ikke gør én mindre værd.

Det er det arbejde vi laver i psykoterapi. Ikke at bygge en facade op, men at finde den grund man rent faktisk kan stå på.

En vinkel, ikke en facit

Det jeg beskriver her er én måde at forstå lav selvtillid på. Ikke den eneste. Mennesker er forskellige, og hvad der gemmer sig bag oplevelsen af ikke at slå til eller ikke at hvile i sig selv, er aldrig det samme fra person til person.

Det vigtigste er ikke at finde den rigtige forklaring. Det vigtigste er at turde undersøge hvad det betyder for dig. Hvad det er der sker når selvtilliden svigter. Og hvad der egentlig holder dig fast.

Det er den undersøgelse vi laver sammen i terapirummet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er lav selvtillid? 

Lav selvtillid er sjældent et generelt træk der dækker alle livets områder. Det er som regel knyttet til bestemte situationer, relationer eller typer af udfordringer. At forstå præcis hvad og hvornår er første skridt mod at arbejde med det.

Kan man arbejde med lav selvtillid i terapi? 

Ja. Men arbejdet handler ikke om at få mere selvtillid som et mål i sig selv. Det handler om at undersøge hvad der gemmer sig bag, hvilke erfaringer, frygter og mønstre der holder én fast, og at begynde at møde dem i stedet for at undgå dem.

Er lav selvtillid noget man fødes med? 

Nej. Selvtillid formes gennem vores erfaringer, vores relationer og den måde vi er blevet mødt på. Det betyder at det kan ændre sig, ikke ved at man bestemmer sig for det, men ved at man undersøger og arbejder med det der holder én fast.