Mange skændes om en bagatel eller noget konkret f.eks. vasketøj, arbejdsfordeling mv., men skænderiet handler egentlig om noget helt andet, f.eks. at føle sig overset, ikke respekteret eller ikke hørt Den ene vil have mere nærhed og den anden mere plads. Den ene vil tale om det og den anden vil lade det ligge. Og så går I rundt i det samme igen og igen uden at komme nogen vegne.
Psykologen David Schnarch kalder det ”emotional gridlock”, et følelsesmæssigt dødvande, der opstår, når den enes holdning blokerer for det, den anden ønsker, og ingen af jer føler, at I kan give efter uden at miste noget af jer selv.
Det sker i næsten alle parforhold før eller siden. To forskellige mennesker, der er tæt på hinanden, vil uværgerligt støde på deres forskelligheder. Og når det bliver ubehageligt, gør vi, hvad vi plejer. Nogle giver efter for at bevare freden, og bagefter vokser vreden, nu også over at have givet efter. Mange forsvarer sig og kræver, at den anden ændrer sig. Begge dele handler om at få ro i sig selv men gennem den anden, og så sidder I fast.
Men dødvandet er ikke det, der ødelægger forholdet da konflikter er sunde og nødvendige, for at vi kan udvikle os både hver for sig og sammen.
Man kan se parforholdet som en smeltedigel. En smeltedigel er en beholder som man bruger til at smelte metal i. Den holder på metallet, mens varmen stiger, og først når varmen er stærk nok, bliver metallet blødt og formbart, så det kan få en ny form. Sådan kan det også være i et parforhold. Forholdet er den beholder, der holder jer, mens presset stiger. Angsten, vreden og følelsen af at blive afvist er varmen. Den er ubehagelig, og vi vil helst væk fra den, men det er netop den, der får os til at blive bløde og kunne ændre os. Går man ud af beholderen for tidligt, sker der ikke noget. Man giver efter, trækker sig eller går i forsvar, og så er alt ved det gamle. Bliver man i varmen, kan noget nyt opstå, både i en selv og mellem jer.
Dødvandet løsner sig ikke, fordi I bliver enige, det løsner sig, når mindst en af jer begynder at udvikle sig. Det kan lyde uretfærdigt, for hvorfor skal det være mig? Men det behøver ikke være den samme, der tager det første skridt hver gang. Det er den, der først tør. Vi gør meget for at undgå at mærke smerten.
At udvikle sig kræver fire ting. Det første er et solidt og fleksibelt selv, så du kan stå ved dig selv, også når din partner er utilfreds, og stadig lytte og ændre mening, når der er grund til det. Det andet er at kunne berolige dig selv. Ellers må den anden gøre det for dig, og så er det den anden, der styrer. Det tredje er at svare med omtanke uden at låse dig fast i diskussionen eller flygte fra den. Det fjerde er at kunne holde ud i det ubehagelige, for det er ofte sådan, man vokser. Vi gør meget for at undgå smerten.
Det er nemmere at sige end at gøre. Det kræver, at du bliver i det svære i stedet for at give efter, forsvare dig eller trække dig, og at du ser på, hvad du selv bringer ind, før du venter på, at din partner ændrer sig. Det betyder ikke, at du giver den anden ret, men at du tager ansvar for din egen del.
I parterapi arbejder vi netop med det. Vi ser på, hvordan jeres dødvande ser ud, hvad I hver især beskytter, og hvad der sker, når en af jer tør tage et skridt. Ofte begynder noget at flytte sig, så snart den ene holder op med at vente på, at den anden gør det først.
Hvis du genkender det her, er I sandsynligvis midt i noget, der kan udvikle jer begge.
Hvad parterapi kan tilbyde
I parterapi arbejder vi netop med det. Vi ser på, hvordan jeres dødvande ser ud, hvad I hver især beskytter, og hvad der sker, når en af jer tør tage et skridt. Ofte begynder noget at flytte sig, så snart den ene holder op med at vente på, at den anden gør det først.
Ofte stillede spørgsmål
Er et dødvande det samme som, at vi er uforenelige? Nej. Næsten alle par har forskelle, som ikke kan løses, f.eks. at have forskelligt behov for nærhed og plads. Det er ikke dem, der er problemet, men hvordan I håndterer dem. Mange par lever godt med forskelle, når de holder op med at kræve, at den anden skal være anderledes.
Hvad sker der, hvis vi ikke gør noget ved det?
Ofte bliver der stille! I holder op med at tage de svære emner op, og I får hver jeres liv side om side. Det ser roligt ud, men det er sjældent ro. Det er afstand.
Hvad kan jeg gøre, når jeg mærker, at jeg er ved at gå i forsvar?
Sig det højt, f.eks.: Jeg kan mærke, at jeg bliver presset, og jeg har brug for fem minutter. Gå ud i et andet rum, træk vejret roligt, og kom tilbage og tag samtalen igen. Det er ikke at flygte, så længe I vender tilbage.
Hvornår skal man søge parterapi?
Du behøver ikke vente, til det er blevet slemt. Mange kommer, fordi de kan mærke, at de er gået i stå, og at det ikke hjælper at prøve igen på egen hånd.