Et af de mest komplekse spørgsmål i et parforhold er ikke, om man elsker hinanden. Det er, hvordan man kan være forbundet med hinanden og samtidig forblive sig selv. Hvordan man kan være et selvstændigt menneske og på samme tid en vigtig del af en relation med en anden.

Det spørgsmål både frustrerer mange par og undgås i mange parforhold.

Forskelligheder adskiller og forbinder på samme tid

De fleste tænker på forskelle som det, der skaber afstand. Men det er ikke hele billedet. Den amerikanske gestaltterapeut Robert Resnick peger på noget vigtigt: grænser har begge funktioner. De adskiller og de forbinder. Uden bevægelse er der ingen forskel. Uden forskel er der ingen kontakt. Og uden kontakt er der ingen bevidsthed om den anden.

Det betyder, at det ikke er forskellene i sig selv, der skaber problemer i et parforhold. Det er måden, man forholder sig til dem på. To mennesker, der er grundlæggende forskellige, kan have en levende og nærværende relation, netop fordi de er forskellige og møder hinanden der.

Forskelligheder opleves som farlige

Alligevel oplever mange par, at forskelle føles som trusler, kritik, angreb og forræderi. Når partneren mener noget andet, vil noget andet eller er noget andet, kan det føles, som om fundamentet rystes.

Og så gør vi en af to ting. Vi forsøger at blive som den anden for at genskabe harmonien. Eller vi forsøger at få partneren til at blive som os selv. Begge dele slider på forholdet, og ingen af dem virker i det lange løb.

Jeg troede vi var så tætte

Noget af det mest smertefulde i et parforhold er at opdage, at den person man troede man kendte bedre end nogen anden, er anderledes end man troede. At der er sider af ham eller hende, man ikke kender. Behov, man ikke vidste var der. Grænser, man ikke anede fandtes.

Den smerte kan føles som et svigt. Som om nærheden var en illusion. Men det er den ikke. Det er snarere et tegn på, at forholdet har udviklet sig til et sted, hvor der er plads til mere ærlighed, til at vise mere af, hvem man er. Og det kræver mod af begge parter at blive i det ubehag frem for at lukke af eller angribe.

At opdage, at man er forskellige, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan være sammen. Det er ensbetydende med, at man er to hele mennesker, der nu skal finde ud af, hvordan man er det sammen.

Det afgørende er ikke at vi er forskellige

Alle par er forskellige. Det er ikke i sig selv et problem. Det afgørende for relationens kvalitet er, hvordan man behandler sine forskelligheder. Der er en forskel på at håndtere forskellene og forskellen i håndteringen.

To mennesker kan have vidt forskellige behov, værdier og måder at se verden på og stadig have et stærkt og levende parforhold, hvis de formår at møde hinandens forskelligheder med nysgerrighed frem for med frygt, og med respekt frem for med forsøg på at ændre den anden.

Grænser, autonomi og magt

Bag mange konflikter om forskelligheder gemmer der sig dybere spørgsmål. Om grænser, om autonomi og om magt. Hvem bestemmer? Hvem tilpasser sig? Hvem opgiver mest af sig selv for, at forholdet kan fungere?

De spørgsmål er ikke enkle. De handler om identitet, om hvem man er, og hvem man må være i forholdet. Og de påvirkes af kulturbaggrund, opdragelse og de erfaringer, man bærer med sig fra tidligere relationer.

Når man ikke åbent taler om grænser og autonomi, sætter de sig som spændinger, der viser sig andre steder. Som konflikter om tilsyneladende små ting. Som en fornemmelse af langsomt at miste sig selv..

Forskelligheder kan skabe dynamik

En fugl og en fisk kan elske hinanden. Men de er nødt til at finde et sted at bo, der giver begge mulighed for at leve. Det kræver kreativitet. Det kræver villighed til at undersøge, hvad der er muligt, frem for at insistere på, at den anden skal flytte ind i ens eget element.

Med en respektfuld anerkendelse af hinandens forskelle åbner der sig muligheder for noget andet. For at være nysgerrige på hinanden. For at engagere sig i hinanden på nye måder. For at skabe en dynamik i forholdet, der opstår netop fordi I er forskellige og ikke på trods af det. Forskelle er ikke det, der ødelægger kontakten. De er en forudsætning for kontakten.

Hvad parterapi kan tilbyde

I parterapi arbejder vi med at undersøge, hvordan I forholder jer til jeres forskelligheder. Hvad der sker, når de kommer til overfladen. Om de opleves som trusler eller som muligheder. Og hvordan I kan finde nye måder at samarbejde på, der respekterer, at I begge er hele mennesker med egne behov og egne grænser.

Ofte stillede spørgsmål

Er det et problem at vi er meget forskellige? 

Ikke i sig selv. Forskelligheder er en naturlig del af ethvert parforhold. Det afgørende er, hvordan I forholder jer til dem, om de mødes med nysgerrighed og respekt eller med forsøg på at omforme den anden.

Hvorfor gør det ondt at opdage at min partner er anderledes end jeg troede? 

Fordi nærheden i et parforhold bygger på en oplevelse af at kende den anden. Når man opdager nye sider, kan det føles som et tab af den tryghed, man troede man havde. Men det er ikke et svigt. Det er et tegn på, at forholdet har plads til mere ærlighed og dybde.

Hvorfor føles min partners anderledeshed som et angreb? 

Fordi vi ofte er opvokset med en forståelse af, at enighed er lig med tryghed, og forskel er lig med trussel. Når partneren mener eller vil noget andet, kan det aktivere gamle følelser af at blive afvist eller misforstået, selv når det ikke er intentionen.

Kan man bevare sig selv i et parforhold? 

Ja, og det er faktisk nødvendigt. Et sundt parforhold er ikke et, hvor to mennesker smelter sammen til ét, men et, hvor to selvstændige mennesker vælger at være sammen. At bevare sin autonomi er ikke en trussel mod forholdet. Det er en forudsætning for det.

Hvornår skal man søge parterapi? 

Når forskellighederne er holdt op med at være en kilde til dynamik og er blevet en kilde til konstant konflikt eller distance. Eller når en eller begge parter oplever, at de langsomt mister sig selv i forholdet.