Ofte spørger par fra sammenbragte familier om det vil være en god ide at få et fælles barn. De har ønsket om et barn som kan cementere den sammenbragte familie.
Jeg mener at et nyt fælles barn som skal bringe familien tættere sammen, både kan forøge og formindsk samhørigheden, afhængig af hvor familien er udviklingsmæssigt.
Sammenbragte familier hvor kun den ene voksne medbringer et barn, er sårbar overfor stedforælderens binding til det nye fælles barn, og kan efterlade den biologiske forældre med hans/hendes barn fra tidligere forhold.
Ofte bærer de voksne 2 forskellige fantasier: Stedforælderen havde forestillet sig ”vores nye familie” som ”du, mig og vores ny baby”. Den biologiske forældre havde forestillet sig ”vores nye familie” som ”du, mig, vores nye baby og mine børn”.
Det kan være hjælpsomt for disse stedforældre og biologiske forældre at vide, at for stedforælderen som aldrig har været forælder, vil fødslen af et biologisk barn tydeliggøre og intensivere forskellen mellem biologisk forældreskab og stedforældreskab, især hvis de har fantasien om, at ”Jeg burde elske mine stedbørn som var de mine egne”.
Stedbørnenes følelser overfor et nyt barn varierer utrolig meget. Nogle er meget spændte over at få et en ny søskende og andre vil opleve en naturlig frygt for at tabe deres ”plads i familien” til den lille ny og at miste deres forælder til dette mere ”fælles” barn i den nye familie.
For stedbørn, ligesom for de voksne, kan fødslen af det nye barn tydeliggøre mange smertefulde forskelle mellem sted- og biologiske relationer.