Jeg har tidligere opponeret mod den populistiske tanke at mænd antages at komme fra Mars og kvinder fra Venus og at det er vigtigere at se hinanden som individuelle personligheder.
Mange har en ”sexistisk” forestilling om at intimitet og nærhed primært er et behov hos kvinder, mens behovet for udløsning først og fremmest er en mandlig drivkraft. Heteroseksuelle par med seksuelle problemer, siger ofte at ”Han er bare interesseret i at få udløsning”, ”Han er kun optaget af ren sex” eller at ”Han er altid liderlig”, mens kvinden efterlyser mere kærtegn og kys. Ofte viser det sig at kvinden afviser kærtegn ”Fordi hun er bange for hvad det kan føre til”, mens han savner enhver form for fysisk kontakt. Behovet for kontakt og nærhed er, heldigvis stort hos alle.
Når den ene eller begge parter har problemer med lyst eller ønske om seksuel kontakt, vil mange par opleve at det ikke kun er seksualiteten der forsvinder, men også alle former for nærhed. Man tør ikke give et kram for ikke at blive misforstået og et klap i rumpen kan blive opfattet som en fornærmende påmindelse om et smertefuld savn. Men der er meget mellem kærlighed og sex, men for mange par eksisterer der intet imellem. De fleste oplever at livet bliver både gladere og mere tilfredsstillende hvis de udforsker facetterne mellem kærlighed og sex og det giver en større psykisk og fysisk nærhed.
Timing er en vigtig faktor i forhold til intimitet og nærhed. Den ene vil når den anden ikke vil, eller omvendt. Og hvornår skal vi have sex, findes der i det hele taget et tidspunkt på døgnet, hvor vi har mulighed med et hverdagsliv med børn, job, vasketøj etc.? Hvis den ene er frisk om aftenen og den anden går i seng kl. 21, så kan det jo ikke lade sig gøre;-)
Henry Miller sagde: “I seksuallivet forveksler mange instrumenternes stemmer med koncerten”