Aldrig bliver et menneske mere ensomt end netop sammen med et andet menneske.
Ofte får man følelsen af ensomhed sammen med sin partner, at ”vi er gledet fra hinanden”, ”udviklet os i hver sin retning” og ”-ikke har noget tilfælles mere udover børn, hus og hund”.
“At være alene” er ikke nødvendigvis det samme som ’ensomhed’. Der findes mange ”ensomme”, som ikke føler sig ensomme. Følelse af ensomhed er en negativ tilstand, da man kommer i kontakt med en følelse af isolation og tab. Det er muligt at føle sig ensom, selvom man er sammen med andre mennesker, hvilket måske er den mest smertefulde form for ensomhed. Ensomhed er en tilstand hvor man er alene – uanset om man er alene eller sammen med andre mennesker. Følelsen af ensomhed rammer os i vores relationer og følelsen af at have mistet tilknytningen til sin partner, giver en følelsen af isolation og ensomhed og er forbundet med tab og sorg. Otto Rank skriver at ”for at kunne udvikle os, skal vi separere os fra andre, erfare hvor man selv hører op, og andre begynder”. Isolation er den pris, vi betaler for at skille os ud og vokse op. Intet forhold kan ophæve isolationen. Vi er alle alene i tilværelsen, men vi kan dele ensomheden på sådan en måde, at kærligheden afbalancerer smerten ved isolationens smerte. Irvin Yalom skriver at ”hvis vi vedkender os vores isolerede situationer i tilværelsen og går dristigt og resolut ind i dem, formår vi også at vende os kærlig til andre”. Der er forskel på at åbne vores arme for en anden og så at klamre os desperat til den anden for ikke at drukne! Når man i en par relation bliver ramt af følelsen ensomhed, er det en overvejelse værd, om det er fordi kærligheden er død eller fordi vi i vores udvikling, har adskilt os fra vores partner, for at kunne være sammen som to selvstændige mennesker og nu skal til at finde nye måder at være sammen på. Til refleksion Rabbi Hills velkendte aforisme om balancen ” Hvis jeg ikke er for mig selv, hvem skal så være det? Og hvis jeg kun er for mig selv, hvad er jeg da”?