Hvordan vælger jeg terapeut?
Det kan være svært at vide hvad man skal kigge efter når man vælger psykoterapeut. Her er nogle kriterier der er værd at have med i overvejelserne
At vælge psykoterapeut er en vigtig beslutning, og det kan være svært at vide, hvad man skal lægge vægt på. Her er nogle af de kriterier, jeg mener er væsentlige, uanset om du søger parterapi, individuel terapi, sexologisk rådgivning eller supervision.
Det første og vigtigste er relationen. Uanset hvilken terapeut du vælger, er det afgørende, at du føler dig tryg og respekteret. En god terapeutisk relation er ikke noget, der opstår af sig selv, det er noget terapeuten aktivt arbejder på at skabe og fastholde. Hvis du ikke føler dig tryg, vil terapien ikke virke.
Kvalifikationer og erfaring er selvfølgelig også centrale. En psykoterapeut skal have en længere, anerkendt uddannelse inden for det felt, du søger hjælp til, hvad enten det er psykoterapi, parterapi eller klinisk sexologi. Uddannelsen skal være certificeret af Dansk Psykoterapeutforening DPFO eller EAGT (European Association for Gestalt Therapy). Dansk Psykoterapeutforening sikrer, at psykoterapeuten og sexologen arbejder inden for et etisk regelsæt og er forpligtet på løbende faglig udvikling.
Erfaring betyder noget. En terapeut med mange års praksis har arbejdet med mange forskellige mennesker og problemstillinger og ved, hvordan komplekse og svære forløb håndteres professionelt. Jeg har arbejdet som terapeut siden 2006 og har i den tid arbejdet med et bredt felt af menneskelige udfordringer, fra parforholdskriser og seksuelle vanskeligheder til personlige traumer, livskriser og relationelle mønstre. Den erfaring giver en ro og en faglig sikkerhed i arbejdet, som ikke kan opnås gennem uddannelse alene.
Prisen bør ikke være det afgørende kriterium. Vælg aldrig udelukkende ud fra pris, da den ofte afspejler kvalifikationer og erfaring. Et kvalificeret terapeutisk forløb er en investering i dig selv.
“Vi er enige om, at vi har oplevet samtalerne med dig – alene og hver for sig – son uhyre givende, og at vi vil fremhæve din meget åbne og professionelt lyttende og reflekterende indstilling som en stor kvalitet…Vi vil meget gerne anbefale dine tjenester til dem, der måtte have behov for det – Tak for din bistand! – siger dine ubetinget glade og tilfredse kunder”.
Her kan du læse mere om hvad psykoterapi og gestaltterapi er.